Udtrykket work-life-balance er en af de mest slidte og ligeyldige floskler der findes.
For det første antyder udtrykket, at “work” og “life” er hinandens modsætninger. Men det er jo ikke rigtigt. Det modsatte af livet er døden. Alt er en del af livet. Selv arbejde. Hvis dit arbejde er så forfærdeligt, at det kan sammenlignes med døden, bør du nok finde noget helt andet at lave.
Det andet problem med work-life balance er, at det antyder, at vi har et problem hvis vi har for meget af det ene eller det andet. Altså for meget liv, eller for meget arbejde. Men du hører jo aldrig nogen snakke om work-life balance fordi de har for meget liv og for lidt arbejde. Det er altid den anden vej rundt. Med andre ord kan vi lige så godt kalde det “less-work” eller “mere-fritid”. Så ved vi i det mindste hvad vi taler om.
Hvorfor bruger vi så overhovedet udtrykket work-life balance?
Det handler næsten altid om, at arbejdet fylder for meget. Enten tidsmæssigt. Altså at vi bruger for mange timer på at udføre vores arbejde. Eller mentalt. Altså at vores tanker er optaget af arbejde i vores fritid.
I mange tilfælde er det sidste det største problem. Hvis ikke vi kan være nærværende og holde mentalt fri i fritiden, har vi ikke rigtig fri fra arbejde. Hvis ikke vi holder rigtig fri, begynder den dårlige samvittighed overfor de nærmeste hurtigt at presse sig på, med alt hvad der følger af irritation, dårligt humør og stress.
Når vi snakker om, at problemet er balancen mellem arbejdet og livet, er det et forsøg på at snakke uden om sagens kerne. Så næste gang snakken falder på work-life balance, så gør dig selv den tjeneste at kalde en spade for en spade. Med andre ord, sig at arbejdet koster for mange personlige ressourcer. Så ved alle i det mindste hvad i snakker om.